Taffeland

Hannen er i sommerdragt ikke til at tage fejl af med sit kastanjebrune hoved, sorte bryst og lysegrå krop. Hunnen har mere diskrete gråbrune farver. Navnet taffeland refererer til, at man før i tiden anså taffelanden for at være en meget velsmagende fugl - lige til et veldækket taffel.

Taffelanden yngler i et bælte fra Vesteuropa til det centrale Asien. I Europa er arten primært udbredt i det østlige Europa. I nord går udbredelsen til det nordligste Østersøområde; i Sydeuropa er arten sporadisk forekommende. I Danmark yngler taffelanden ret almindeligt i næringsrige søer og moser i det østlige Danmark hvorimod den er mere fåtallig i Vest- og Nordjylland hvor den især yngler i brakvandslaguner. Ofte er der kun få ynglepar på samme lokalitet men den kan optræde i kolonier sammen med hættemåger. Ligesom troldanden yngler taffelanden relativt sent så hunnen oftest først ses med dununger i juni/juli måned. Taffelanden er en ret almindelig trækgæst i Danmark. Landets bedste rastelokalitet er Maribosøerne hvor der er talt op til 15.000 fugle. Som overvintringsområde er Danmark ikke af større international betydning; langt de fleste fugle overvintrer i Middelhavet Sortehavet og det Kaspiske Hav. I danske farvande vurderes der maksimalt at være 10.000 overvintrende taffelænder. Antallet af overvintrende taffelænder herhjemme er dog klart større end antallet af danske ynglefugle.

Taffelanden er formodentlig den danske dykand med det mest alsidige fødevalg. Arten lever således både af vandplanter, insekter, krebsdyr og bløddyr. Den kan både dykke efter føden og snadre i vandoverfladen som en svømmeand; det gælder også ællingerne.

Som følge af en generel vestlig og nordlig ekspansion i sidste halvdel af 1800-tallet indvandrede taffelanden også til Danmark. De første ynglepar herhjemme er fra 1860'erne fra Jylland. Efterfølgende er arten gået jævnt frem, men har også været præget af ret store fluktuationer uden nogen entydig tendens. Arten udvidede sit yngleområde fra Atlas I (1971-74) til Atlas II (1993-96), men denne udvikling modsvares nu af en tilsvarende indskrænkning fra Atlas II til Atlas III (2014-17), hvilket primært skyldes forringet vandkvalitet i artens ynglesøer. Dette i overensstemmelse med en svag tilbagegang i bestanden de senere år. Den europæiske bestandsudvikling er ikke entydig. Den er i fremgang i visse lande, men det generelle billede er præget af en moderat tilbagegang, bl.a. har den store russiske bestand også oplevet en reduktion i størrelsen.