Duehøg

Duehøgen ligner meget den nært beslægtede spurvehøg, men er betydeligt større. Faktisk er duehøgen den største høg i vores del af verden. Især hunnen, som kan være op til 20 % større end hannen, er en kraftig rovfugl på størrelse med musvågen. Bortset fra størrelsen er kønnene ens. Ungfuglene er længdestribede på undersiden og ikke tværstribede som de voksne fugle. Oversiden er mørkebrun. I felten kendes duehøgen især på sit kraftige bryst og sin lange og brede hale. Flugten er en kort serie af relativt langsomme og dybe vingeslag afbrudt af glideflugt.

Duehøgen forekommer i et bælte i den nordlige tempererede klimazone i Europa Asien og Nordamerika. Desuden findes den i det nordvestligste Afrika i det sydvestlige Kina samt i Japan. I Europa er duehøgen vidt udbredt men mangler på Island og i Irland. I Danmark yngler duehøgen over hele landet men forekommer i visse landsdele noget spredt. På mindre danske øer som f.eks. Ærø yngler arten ikke. Tætheden af ynglende duehøge er størst hvor statsskove dominerer som f.eks. i Nordsjælland Midtjylland og på Bornholm. Arten yngler især i større skove (over 100 hektar). Reden placeres som regel højt oppe i en grenkløft i en bevoksning af gamle træer og den fores gerne med grønne grankviste. Duehøgeparret har gerne flere reder i deres territorium som de skifter mellem fra år til år. Den samme rede genbruges gerne mange gange og kan derfor blive meget stor og høj. De voksne fugle ruger først effektivt når alle æggene er lagt og han-ungerne vokser desuden hurtigere end hun-ungerne. Det medfører at størrelsesforskellene mellem ungerne bliver mindre og det såkaldte Kain og Abel-syndrom hvor de større søskende mobber de mindre til døde bliver mindre udtalt. Succesfulde duehøgepar har ifølge mangeårige undersøgelser udført af DOF’s Rovfuglegruppe en gennemsnitlig årlig ungeproduktion på 2 6 unger. De danske duehøge er udprægede standfugle der bliver i landet året rundt. I vinterperioden gæstes Danmark af et mindre antal skandinaviske fugle. Ungfuglene kan strejfe i op til en radius af ca. 100 km fra redestedet. De voksne fugle derimod bliver i deres yngleområde hele året rundt hvilket giver en række fordele. Blandt andet kan parret forsvare territoriet mod artsfæller og de kan starte ynglesæsonen så tidligt på året at ungernes opvækst falder sammen med det tidspunkt hvor føden er rigeligst.

I Danmark består duehøgens føde især af duer, kragefugle og andre mellemstore fugle. Den fanger primært sit bytte ved at overrumple det - ved at flyve i høj fart og udnytte det naturlige dække. Ligesom spurvehøgen jager duehøgen fortrinsvis i eller nær skov, men i trækperioderne og om vinteren ses duehøgen oftere jage i det åbne land. Hannen af duehøg tager især bytte, der størrelsesmæssigt ligger mellem solsort og due, hvorimod hunnen tager noget større bytte, nemlig fugle i duestørrelse. Duehøgen er dog ikke kræsen; således kan pattedyr, bl.a. egern, også udgøre en væsentlig del af føden.

Frem til midten af 1800-tallet var duehøgen en almindelig ynglefugl i det meste af Danmark, men som følge af massiv bekæmpelse blev bestanden reduceret til få par allerede i starten af 1900-tallet. Disse par fandtes næsten udelukkende i statsskovene i Nordsjælland. Derimod forsvandt arten helt fra det meste af Sjælland, Lolland/Falster og Østjylland. Omkring 1960 var bestanden kun på ca. 100 ynglepar. Med den omfattende fredning af rovfuglene i 1967 vendte udviklingen. I begyndelsen af 1980’erne var bestanden vokset til ca. 500 par. Som følge af et smuthul i lovgivningen blev der imidlertid fortsat nedlagt ca. 500 duehøge om året, idet jægere og lodsejere legalt kunne bekæmpe arten ved fasanudsætningspladser. Dette smuthul i lovgivningen blev endeligt lukket i 1994, og bestanden kom op på ca. 650 par. I 2021 vurderes bestanden til ca. 500 par. Desværre synes illegal bekæmpelse af duehøgen fortsat at være et problem i områder med store jagtinteresser. Bestanden af ynglende duehøge på Fyn, Syd- og Vestsjælland og Lolland-Falster er unaturligt lav i forhold til den stor mængde føde, bl.a. en stor bestand af udsatte fasaner. Siden midten af 1990’erne er duehøgen gået tilbage i visse dele af landet, f.eks. i Vendsyssel, hvor Aarhus Universitet i deres rapport ”Danske duehøges populationsøkologi og forvaltning” konkluderer, at den mest sandsynlige årsag til tilbagegangen er direkte bekæmpelse på ynglepladsen.