Mosehornugle

Mosehornuglen er en mellemstor og ret lys ugle. Den har stikkende, gule øjne. Selvom det er en hornugle, har den - i modsætning til den mere almindelige skovhornugle - kun ganske små ”horn”, og disse fjerhorn rejses kun, når den er vagtsom. I modsætning til de øvrige danske ugler er mosehornuglen dagaktiv, hvilket øger chancen for at se den.

Mosehornuglen forekommer i et bælte gennem kontinenterne på den nordlige halvkugle og er endvidere udbredt i Sydamerika især den sydligste del. I Europa er den især udbredt i fjeld- og tundraområder i det nordøstlige Europa. Herudover er den pletvis udbredt i Central- og Nordvesteuropa. I Danmark er arten en meget sjælden spredt forekommende ynglefugl på strandenge hedemoser i ådale og på mindre øer. De mest regelmæssige ynglepladser findes i det sydvestlige Jylland. I mange år siden 2007 har der ingen sikre ynglepar været herhjemme overhovedet. Mosehornuglen ses nu næsten kun i forbindelse med trækket her i Danmark. Om foråret på lokaliteter som Skagen Gilbjerg Hoved og Hellebæk i Nordsjælland og om efteråret på Gedser Odde Hyllekrog og Sydlangeland. Reden placeres i en fordybning i jorden som regel nær en busk eller lignende. Normalt lægges omkring 6 æg men i gode gnaverår så mange som 14! Mosehornuglens parringsspil og sangflugt er i øvrigt en fascinerende oplevelse. Under sangflugten flyver hannen i cirkler over territoriet alt imens den udstøder en række dybe lyde. Desværre er dette nu et yderst sjældent syn i Danmark. Mosehornuglen er en ret hyppig træk- og vintergæst i Danmark. Særligt Tipperne i den sydlige del af Ringkøbing Fjord og Tøndermarsken er vigtige overvintringsområder. Vinterbestanden svinger ligesom ynglebestanden afhængigt af forekomsten af smågnavere. De danske mosehornugler er delvis standfugle men en del af bestanden trækker til bl.a. Frankrig for at overvintre.

Arten lever fortrinsvis af smågnavere, men kan også undtagelsesvis tage mindre fugle og insekter.

Størrelsen af den danske bestand svinger betydeligt fra år til år. På langt sigt har der desværre været tale om en klar tilbagegang, hvilket hænger sammen med forstyrrelser på ynglelokaliteterne, og at mange af disse er forsvundet som følge af opdyrkning, tilgroning, beplantning og bebyggelse. I Danmark er der idag ikke registreret nogen ynglepar. Hvis bestanden ikke helt skal forsvinde, er det nødvendigt med en målrettet forvaltningsindsats, der retter sig mod artens sidste tilbageværende ynglelokaliteter.