Stenvender

Stenvenderen er en kortnæbbet, robust bygget vadefugl med orange ben og en sort, hvid og rødbrun fjerdragt, som også danner et karakteristisk mønster i flugten. Hunnens farver er lidt mere afdæmpede end hannens, ligesom vinterdragten er nærmest sort/hvid. Det er en temperamentsfuld fugl, som bemærkes, når den ivrigt skælder fredsforstyrrere ud på ynglepladsen.

Stenvenderen yngler på tundraen hele vejen rundt om Nordpolen fortrinsvis i områder med helt lav vegetation. I Europa findes der ynglebestande helt ned i Norge Sverige Finland Rusland Estland og i Danmark som huser de sydligste ynglepar. Der er en stor bestand på Grønland. I Skandinavien placeres reden gerne på små stenede øer og helst i forbindelse med havternekolonier som yder beskyttelse mod især sølvmågen der er en betydelig æggerøver. Den samlede bestand i Fennoskandinavien er vurderet til 45.000-120.000 par heraf 6-7 danske par i 2019 og bestanden er i tilbagegang. Den eneste faste danske ynglelokalitet i det seneste tiår er Rønnerne ved Læsø. På trækket i maj og igen fra juli til september ses en hel del fennoskandinaviske og russiske ynglefugle på vej til og fra overvintringsområderne i Marokko og Vestafrika. Der optræder også stenvendere fra den grønlandske bestand herhjemme specielt langs den jyske vestkyst på vej til overvintring langs de vesteuropæiske kyster. Det er en del af sidstnævnte der i mindre antal overvintrer herhjemme. Uden for yngletiden er stenvenderen en af de mest udbredte vadefugle der kan ses langs kysterne over det meste af verden.

Som navnet siger, finder stenvenderen sin føde ved at vende sten, muslinger og andre genstande på stranden. Den stikker sit korte næb ind under kanten på stenen og skubber den til side med et kast med hovedet. Under stenene finder den forskellige smådyr såsom tanglopper og insekter. Føden kan også findes i opskyllet tang. I yngletiden suppleres føden gerne med terneæg og ådsler.

I starten af 1900-tallet antages der at have været ca. 100 danske ynglepar fordelt på 14 lokaliteter, men siden er det gået tilbage for arten. Den europæiske bestand antages under et at være stabil eller i moderat tilbagegang, mens den grønlandske bestand er i fremgang.