Engpiberen synger ofte ikke fra en gren — den stiger til vejrs, holder pause, og synger så i dalende flugt ned mod jorden igen.
Engpiberen er en lille brunstribet fugl på størrelse med en musvit. Benene er rødlige og bugen er lys, især i sommerdragten. Heldigvis har engpiberen en ret karakteristisk stemme, som gør det forholdsvis nemt at identificere arten, nemlig et meget højt sit-sit . Arten har sangflugt, men den kan også synge fra en sangpost. I sangflugt, der er mest almindelig, flyver den først opad, hvorefter den synger i dalende flugt mod jorden, først i stigende og dernæst i langsomt dalende tempo.
Engpiberen yngler med ganske få undtagelser udelukkende i Europa. Dens primære yngleområde er et bredt bælte fra Island Storbritannien og Nordfrankrig i vest til det vestligste Kasakhstan og nordpå langs Europas østgrænse i øst. I Danmark findes engpiberen over det meste af landet på enge overdrev og heder. Den tætteste koncentration af engpibere finder man i Vestjylland hvor der findes de største strandenge som er engpiberens foretrukne habitat. Engpiberen placerer sin rede på jorden ved en tue og den får gerne to kuld i løbet af ynglesæsonen. De danske fugle er trækfugle med vinterkvarter i Middelhavsområdet. Danmark besøges også af mange engpibere i træktiden hvor man på gode dage på nogle træksteder kan opleve over 20.000 engpibere på en dag. Enkelte af disse overvejende skandinaviske fugle overvintrer i især det sydvestlige Danmark.
Engpiberens føde består især af insekter, i vinterhalvåret suppleret med frø.
Siden midten af 1980'erne er den danske ynglebestand af engpibere halveret, men vinterforekomsten er nogenlunde stabil med flest i den vestlige del af Jylland og på de sydvestligste kyster på Sjælland og Lolland. Udbredelsen har været stabil siden den første atlasundersøgelse i 1970’erne. På europæisk plan er bestanden stabil.