Skærpiber

Piberne er svære at kende fra hinanden på udseendet. De fleste har, ligesom lærkerne, en lys brunlig grundfarve med mørkere pletter og striber på bryst og vinger. I forhold til lærkerne er de slankere, har tyndere næb og længere ben og hale. Skærpiberens ben fremtræder som meget mørke på afstand, ligesom næbbet er mørkt. Generelt er fuglen mørkere, og tegningerne er mere diffuse end hos de øvrige pibere. I vinterdragt er skærpiber meget svær at skelne fra bjergpiber, hvis mørke brystpletter dog er skarpere aftegnet end skærpiberens.

Skærpiberen yngler kun i Nordvesteuropa men der findes nære slægtninge i Central- og Sydeuropa (bjergpiberen) samt i Asien og Nordamerika (hedepiberen). De tre blev tidligere regnet som underarter af samme art. Skærpiberen forekommer i Skandinavien mest talrigt i Norge der rummer artens største bestand på De Britiske Øer og i Nordvestfrankrig. I Danmark foretrækker skærpiberen stenede strande eller havneterræn mens den uden for Danmark også vælger klippekyster og skærgårde. De danske ynglefugle er formentlig i vid udstrækning standfugle især i milde vintre men der er blandt de få ringmærkede fugle genfundet et ringmærket eksemplar ved den franske atlanterhavskyst i overensstemmelse med at den nordskandinaviske bestand overvintrer langs kanal- og atlanterhavskysten. I træktiden besøges Danmark af en del skandinaviske fugle der om efteråret især passerer de sydvestlige dele af landet mens forårstrækket er størst i Nordjylland. En del af de skandinaviske fugle overvintrer langs stenede kyster i hele landet.

Skærpiberen lever af krebsdyr, muslinger og insekter, som søges i strandkanten. Desuden fanger den af og til insekter i flugten, ligesom den også tager frø fra strandplanter.

Skærpiberen optrådte som ynglefugl flere steder i Kattegat i 1800-tallet, men den forsvandt midlertidigt i første del af 1900-tallet. I atlasperioden i 1970’erne vurderedes ynglebestanden til 50-70 par, og i den anden atlasperiode i 1990’erne til 115-130 par. Siden da er bestanden gået tilbage, og udbredelsen er indskrænket betydeligt; ynglepladserne på Sjælland, Samsø, Læsø og Christiansø er således nu opgivet. I dag findes den største bestand omkring Frederikshavn, inkl. Hirsholmene og Nordre Rønner nord for Læsø, og arten er nu en sjælden ynglefugl i Danmark.