Kortnæbbet Gås

Den kortnæbbede gås er en ret lille, lys gås, som minder meget om sædgæssene. Den har dog lyserøde ben og en kortere hals samt en mere kompakt hovedprofil med et kort sort næb med et lyserødt bånd. Arten gør generelt et mere lyst helhedsindtryk end sædgæssene, og særligt i flugten er vingerne tydeligt lysere.

Den kortnæbbede gås har en meget begrænset udbredelse fordelt på to separate bestande. Den ene yngler på Island og i Østgrønland og overvintrer i Skotland og England. Den anden yngler hovedsagelig på Svalbard og det er den vi ser i Danmark som udgør overvintringsområdet sammen med Holland og Belgien. I Danmark forekommer arten især langs den jyske vestkyst hvor den er en af karakterfuglene en stor del af året. De kortnæbbede gæs ankommer til Danmark omkring den sidste uge af september og i starten af oktober kan hele bestanden opholde sig i Vestjylland. Især Vest Stadil Fjord med op til 23.000 fugle og Filsø med op til 20.000 fugle er vigtige rastepladser. Før i tiden trak de kortnæbbede gæs i høj grad videre til Holland i midten af oktober men i takt med at vintersæd er blevet mere udbredt i Vestjylland forbliver mange her i landet hele vinteren. Hvis der falder et tykt lag sne så trækker fuglene dog videre sydpå. Om foråret er Vest Stadil Fjord også en af de vigtigste lokaliteter men Ballum Enge og Vejlerne er ligeledes af stor betydning.

Før 1960 søgte de kortnæbbede gæs mest føde på engene i Vestjylland. I dag fouragerer de på græsarealer i vinterperioden og skifter så til kornmarker, hvor de æder kerner, så snart forårssåningen begynder. Om efteråret søger de spildkerner og majs på stubmarkerne, men her møder de stor konkurrence fra den tiltagende mængde grågæs, der traditionelt ankommer tidligere. Det har fremskyndet ankomsttidspunktet for de kortnæbbede gæs. Senere søger de også kerner fra vintersæd, der er blevet mere udbredt i Vestjylland.

Den islandsk-grønlandske bestand, som er langt den største af de to, er gået frem siden midten af 1950'erne. Den er i dag på omkring 250.000 fugle. For Svalbard-bestanden har en lignende udvikling fundet sted. Fra blot 15.000 i 1950'erne er den steget til 70.000-80.000 i dag og har ligget stabilt de seneste år. Jagtfredninger anses for at være den primære årsag til denne positive udvikling, men også de mildere vintre, en tidligere sneafsmeltning på ynglepladserne og den mere udbredte vintersæd har betydning.