Hannen af spidsand har en lang, spids hale, der har givet arten dens navn — og en smal hvid stribe, der fra brystet sender en finger op i det brune hoved.
Spidsanden er en relativt stor og elegant svømmeand, som bl.a. kan kendes på den lange hals, det runde hoved og det relativt lange og smalle, grå næb. Den smukke han er ganske særegen med sin lange spidse hale, der har givet arten navn, og sin hvide hals, der sender en smal, hvid stribe op i det brune hoved. Hunnen, der er ret ensartet lysebrun, har også en længere halespids end de fleste lignende hunænder, skønt den er betydeligt kortere end hannens.
Spidsanden har en stor udbredelse på den nordlige halvkugle. På nær Grønland og det nordøstlige Canada findes den hele vejen rundt om Nordpolen. Desuden findes der enkelte bestande i den nordligste del af Afrika. I Europa er udbredelsen mest nordøstlig men spredte forekomster findes også i Central- og Vesteuropa. I Danmark yngler spidsanden fåtalligt på kystlokaliteter som strandenge strandsumpe og små holme særligt i de sydlige dele af landet og langs den jyske vestkyst. Arten yngler ikke på Bornholm. Tipperne/Værnengene er den vigtigste lokalitet med omkring 20 par. Uden for yngletiden raster spidsænderne især i det vestlige Jylland. Der er mest tale om nordvesteuropæiske fugle for hvilke Danmark udgør et ret vigtigt rasteområde og der er således talt op mod 13 % af hele denne bestand i Danmark på en gang. Hovedparten af den store bestand af russiske spidsænder trækker syd om Danmark og overvintrer i Afrika syd for Sahara. Der er således meget store vinterforekomster i Niger- og Senegal-deltaerne og i Tchad-søen. Dermed trækker de længere sydpå end de fleste andre svømmeænder. En del af den europæiske bestand overvintrer i Vesteuropa især på De Britiske Øer og i Frankrig. Forekomsten af overvintrende spidsænder herhjemme er svingende.
Spidsanden lever af vandplanter og smådyr.
Spidsanden har nok aldrig været en almindelig dansk ynglefugl. I takt med at mange af dens levesteder, såsom strandenge er blevet drænet og opdyrket, og pga. den øgede menneskelige aktivitet i disse områder, er arten formodentlig gået tilbage over en længere årrække. Særligt siden slutningen af 1980'erne synes denne tendens at være slået igennem. Mangel på tilstrækkeligt nedgræssede strandenge kan også være en vigtig faktor. Generelt er bestanden af spidsand i Europa og Rusland gået kraftigt tilbage siden 1970. I 1980'erne blev den danske ynglebestand estimeret til 200-250 par, mens den i 2018 blev estimeret til blot 25 par.