Sanglærke

Sanglærken er en af de mest velkendte danske fugle takket være dens charmerende sang, som ofte høres fra stor højde fra januar til september. Fuglens udseende med den spættede, brune fjerdragt er dog ikke særlig karakteristisk. Undersiden er hvidlig med stribet bryst. Sanglærken kan rejse sine issefjer til en lille top, som dog er meget mindre end den nært beslægtede toplærkes. Sanglærkens kald er et " tchriup " eller " trruvi ".

Sanglærken har en stor udbredelse i Europa og den nordlige del af Asien østpå til Japan og den forekommer desuden i det nordligste Afrika. I Europa forekommer arten næsten overalt dog ikke på Island. I Danmark regnes sanglærken stadig som Danmarks tredjemest almindelige fugl efter solsort og bogfinke men dens tredjeplads trues af arter som musvit skovspurv m.fl. Sanglærken forekommer over hele landet men i noget varierende omfang. I byområder og skove er den fåtallig eller helt manglende mens den er mere talrig i landbrugsområder og klitter samt på heder og overdrev. Bestandstætheden er størst i Jylland. Sanglærken er stadig karakterfugl i det åbne land og dens succes skyldes især at den er tilpasset dyrkede marker. Reden anlægges i en vis afstand fra træer formentlig for at undgå redeplyndring fra kragefugle der benytter træernes grene som udsigtsposter. Sanglærken er en såkaldt vejrtrækker dvs. at trækket i høj grad bestemmes af vejrforholdene. I milde vintre overvintrer en del sanglærker herhjemme men ellers trækker bestanden til overvintring sydvest for Danmark og det sydligste fund af en ringmærket dansk fugl er fra Spanien. Fuglene kan godt trække frem og tilbage flere gange i løbet af vinteren i takt med vejret og Danmark besøges også af trækgæster nordfra.

Sanglærken lever af insekter, grønne plantedele og frø. Insekter, korn og ukrudtsfrø er vigtige i sommerhalvåret, mens plantefrø udgør en stor del af føden om vinteren.

I perioden 1976-1985 gik bestanden af sanglærke tilbage med knap 50 %, hvilket tilskrives intensiveret landbrugsproduktion, herunder en stigning i pesticidforbruget. Fra midten af 1980'erne til begyndelsen af 1990'erne stabiliseredes bestanden midlertidigt, formentlig primært pga. de mange milde vintre, men siden sidst i 1990'erne og frem til i dag er bestanden faldet yderligere, så den totalt set er blevet mere end halveret gennem de sidste tre årtier. Arten er i tilbagegang i hovedparten af Europa med størst tilbagegang i de vesteuropæiske lande.