Mudderklire

Mudderkliren er en lille klire på størrelse med almindelig ryle. Den har relativt kortere ben end de øvrige klirer. Oversiden er brun og undersiden hvid. Ved vingeroden går der en karakteristisk hvid kile op i det brune. Arten vipper ofte med hele kroppen, når den går rundt på en søbred eller lignende. Når den letter, flyver den lavt med rykvise vingeslag og stive, lavthængende vinger, mens den udstøder et gentaget, gennemtrængende hi-di-di. Mudderkliren er i stand til at svømme og dykke under vandet. Det hjælper den til at undgå jagende rovfugle.

Mudderkliren yngler talrigt i Nordskandinavien Skotland De Baltiske Lande og Rusland og desuden spredt i resten af Europa; endvidere i Asiens tempererede dele østpå til Kamchatka og Japan. Arten yngler gerne ved kraftigt strømmende stenfyldte vandløb med lave bredder samt ved stenede søbredder og kyster. I Danmark er der gjort bemærkelsesværdigt få ynglefund ofte med mange års mellemrum. Mudderkliren ses derimod regelmæssigt på trækket fra Nordskandinavien til overvintringsområderne i tropisk Afrika eller i mindre tal i Vest og Sydeuropa. De asiatiske fugle overvintrer i Sydasien Sydøstasien og Australien. Hos os raster eller oversomrer den ved sø- og åbredder og langs kysterne med kulmination på forårstrækket i maj og under efterårstrækket i juli-august. På grund af dens nervøse adfærd og det forhold at den optræder enkeltvis parvis eller i mindre flokke hele sommeren kan man forledes til at tro at den yngler.

Mudderkliren lever af hvirvelløse dyr, hovedsageligt voksne insekter, som den fanger mellem sten på jorden, i lav vegetation eller i tang på strandbredden. Den kan også tage lavtflyvende insekter, mens den bevæger sig horisontalt. I vinterkvarteret kan den fouragere på ryggen af flodheste og krokodiller.

Det ældste sikre, danske ynglefund er fra Vendsyssel i 1872, og siden er der gjort ynglefund hovedsagelig i Jylland, bl.a. i en grusgrav i Nordjylland, hvor den i 1970’erne og igen i 1995 med sikkerhed har ynglet. Fundene er så få og spredte i tid, at man ikke kan tale om nogen fast tendens i bestandsudviklingen. Den vest- og centraleuropæiske ynglebestand antages at tælle ikke mindre end mellem en og 3,5 millioner individer, og sammen med de asiatiske fugle gør det arten til en af de talrigeste vadefugle overhovedet.