Rørsanger

Rørsangeren er en almindelig fugl i rørskove over hele Danmark, men man hører den oftere, end man ser den. Til gengæld kan man ikke undgå at høre den, når den fremfører sin sang, der kan minde om sivsangerens, men er noget mere taktfast og enkel i sin opbygning. Den kan eksempelvis lyde terr-terr-terr-ti-ti-ti-ty-ty-terr-terr-terr-terr og er blevet sammenlignet med lyden af én, der skræller kartofler. Rørsangeren er i øvrigt en uanselig brun fugl, næsten på størrelse med en musvit og med en hvidlig strube.

Rørsangeren forekommer i Europa og enkelte steder i Nordafrika samt i Mellemøsten og i et område øst for Det Kaspiske Hav. I Europa har arten sin kerneudbredelse i Vest- Central- og Østeuropa; desuden forekommer den noget spredt i Sydeuropa og i den sydligste del af Nordeuropa. I Danmark finder man arten i stort set hele landet men forekomsten er tæt forbundet med udbredelsen af rørskove som nærmest er den eneste naturtype arten yngler i. Udbredelsen er således overvejende kystnær med den største bestand i Vejlerne hvor der måske yngler flere tusinde par. Rørsangeren er en nattrækkende langdistancetrækfugl som overvintrer i et bredt område syd for Sahelzonen i Afrika. I modsætning til den nærtbeslægtede sivsanger trækker rørsangeren i mindre etaper og der foreligger derfor en del genfund af dansk ringmærkede fugle fra Frankrig Spanien og Portugal hvor arten raster i lang tid.

Rørsangeren lever hovedsagelig af insekter og edderkopper.

Rørsangeren har spredt sig i det nordlige Europa i 1900-tallet, især i sidste halvdel af århundredet. Samme tendens er set i Danmark, hvor arten spredte sig til Nordjylland og til Bornholm. I tidsrummet 1970-1990 var der stadig fremgang i vores nabolande, men herhjemme stagnerede udviklingen, og efter årtusindskiftet har arten været i tilbagegang, som det også er tilfældet for mange andre afrikatrækkere. Dette på trods af, at den øgede næringstilførsel til vandmiljøet har øget forekomsten af rørskov, hvilket visse andre udprægede rørskovsarter har reageret positivt på. Det kunne tyde på, at tilbagegangen skyldes forhold på trækruten eller snarere i overvintringsområdet. Efter 2010 ses en stabilisering af bestanden på et niveau på godt halvdelen af bestanden i 1980.