Kærsangerens sang er en kavalkade af imitationer — kald og sang fra omkring 200 afrikanske arter samt utallige europæiske er blevet identificeret i den. Mængden af stemmer kan vildlede andre fugle til at tro, at territoriet er tæt besat.
Kærsangeren er en uanselig, lille sanger, som minder meget om den mere almindelige rørsanger. Fuglens overside er brunbeige, overgumpen dog noget mere varmt farvet, og undersiden er hvidligt gulbeige. Heldigvis er kærsangeren ret let at identificere på sin sang og ret aggressive adfærd. Sangen er meget varieret og består bl.a. af et stort antal imitationer. Formålet med de mange lydefterligninger er muligvis en beskyttelse af territoriet, der af andre fugle kan opfattes som tæt besat. Kald og sang fra omkring 200 afrikanske arter fra vinterkvarteret samt adskillige europæiske arter er blevet genkendt i kærsangerens sang.
Kærsangeren forekommer overvejende inden for Europas grænser men udbredelsen strækker sig også østpå lidt ind i Asien. I Europa er kærsangeren hovedsagelig begrænset til Nord- Central- og Østeuropa. Udbredelsen går fra det allerøstligste England i vest til det østligste Europa og fra omkring Stockholm i nord til Grækenland i syd. Den mangler helt i det sydvestlige Europa. I Danmark yngler kærsangeren i det meste af landet men med en tydeligt aftagende tæthed mod vest. Der er således områder i den vestlige del af Jylland hvor arten slet ikke forekommer. Den yngler især i høje tætte urtebevoksninger i fugtige enge og andre vådområder. I modsætning til rørsangeren finder man ikke så ofte kærsangeren i tagrør idet den oftere sidder i overgangszonen hvor tagrør går over i pilekrat brændenælder og lign. Kærsangeren er en langdistancetrækfugl som overvintrer i Øst- og Sydøstafrika. Trækket som foregår om natten går primært over det østlige Danmark.
Kærsangeren lever af forskellige insekter og edderkopper.
Kærsangeren indvandrede som ynglefugl i første halvdel af 1800-tallet, og fra starten af 1900-tallet gik den stærkt frem som dansk ynglefugl. Arten bredte sig yderligere i den sidste del af århundredet, hvilket stemte overens med artens udvikling i resten af Skandinavien, idet bestanden her steg med 50 % i perioden 1970-1990. I de senere år er udviklingen i ynglebestanden fluktuerende, men dog nogenlunde stabil. Siden 2007 har der været en nedadgående tendens.